01. september 2026

|

Pressemeddelelse

Træning og fællesskab giver ældre mere livskvalitet i Hillerød

LB Foreningen støtter Hillerød Motionsvenner med 28.000 kroner til at styrke fællesskabet blandt frivillige motionsvenner og forny de træningsrekvisitter, der hjælper ældre med at holde sig aktive i hverdagen.

Træning og fællesskab giver ældre mere livskvalitet i Hillerød
Af: LB Foreningen | Foto: LB Foreningen

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

For mange ældre kan regelmæssig motion være afgørende for at bevare styrke, mobilitet og livskvalitet. Men ikke alle har mulighed for selv at komme afsted til træningstilbud. Derfor yder frivillige fra Hillerød Motionsvenner hver uge vedligeholdelsestræning i ældres egne hjem, hvor motion kombineres med nærvær, fællesskab og menneskelig kontakt.

Med en donation på 28.000 kroner fra LB Foreningen kan Hillerød Motionsvenner udskifte nedslidte træningsrekvisitter og anskaffe flere rekvisitposer med blandt andet bolde og træningselastikker. Samtidig skal støtten bidrage til at udvikle fællesskabet blandt de frivillige og tiltrække nye motionsvenner, så endnu flere ældre kan få glæde af indsatsen.

Hillerød Motionsvenner har gennem 20 år hjulpet ældre borgere med motion i eget hjem. Erfaringen er, at træningen ofte udvikler sig til meget mere end fysisk aktivitet.

"Motionen er naturligvis vigtig, men det er relationerne mindst lige så meget. Vi oplever igen og igen, at den ugentlige træning skaber tryghed, glæde og ofte nære venskaber mellem motionsvennen og den ældre. Med støtten får vi mulighed for både at forny vores træningsudstyr og styrke det frivillige fællesskab, så vi kan hjælpe endnu flere ældre borgere," siger Kirsten L. Dalgaard fra Hillerød Motionsvenner.

Efter coronapandemien er antallet af frivillige faldet, og foreningen arbejder målrettet på at rekruttere nye motionsvenner. I dag består indsatsen af 11 frivillige, som hver uge hjælper svækkede ældre med vedligeholdende træning og social kontakt.

Hos LB Foreningen ser man et stort lokalt engagement i projektet.

"Hillerød Motionsvenner er et stærkt eksempel på, hvordan frivillige kræfter kan gøre en mærkbar forskel for andre mennesker. Indsatsen styrker både den fysiske trivsel og bekæmper ensomhed blandt ældre, samtidig med at den skaber meningsfulde fællesskaber for de frivillige. Det er netop den type lokale initiativer, som LB Foreningen gerne vil være med til at understøtte," siger Lars Schmidt, lokal repræsentant og medlem af uddelingsrådet i LB Foreningen Region Hovedstaden.

Projektet gennemføres i løbet af 2026 i samarbejde med Hillerød Kommune, som blandt andet bidrager til at synliggøre indsatsen over for borgere og potentielle frivillige.

Sammen med pengene modtager Hillerød Motionsvenner også et unikt værk af kunstneren Line Jensen, nummereret og signeret af kunstneren selv.


OM HILLERØD MOTIONSVENNER

Hillerød Motionsvenner blev etableret i 2005 og drives udelukkende af frivillige. Foreningens motionsvenner hjælper ældre borgere med vedligeholdelsestræning i eget hjem og bidrager samtidig til fællesskab, nærvær og øget livskvalitet. Foreningen er medlem af Frivilligcenter Hillerød og samarbejder tæt med Hillerød Kommune afdeling Ældre og Sundhed.


OM LB FORENINGEN

LB Foreningen står bag LB Forsikring – Danmarks største medlemsejede forsikringsfællesskab på privatmarkedet med over 470.000 medlemmer fordelt i Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring og Runa Forsikring. Hvert år støtter vi velgørende fællesskaber over hele landet med 20 mio. kr.


OM LB FORENINGEN REGION HOVEDSTADEN

LB Foreningen i Region Hovedstaden repræsenteres af 22 delegerede, der er valgt blandt de ca. 180.000 medlemmer i regionen. De repræsenterer medlemmer i Runa Forsikring, Bauta Forsikring og Lærerstandens Brandforsikring. LB Foreningen i Region Hovedstaden uddeler hvert år en mio. kroner til en række forskellige formål i regionen. Se mere på lbforeningen.dk

Nøgleord
Foreninger & frivillighed
Event Information