Jeg har været selvstændig mægler før. Og da jeg opdagede muligheden for at blive en del af Estate og vi fik talt med kædechef Thomas Vilstrup Jacobsen om det, så tænkte jeg, at nu skulle det være. Jeg har været glad for mit arbejde, men det er sjovere at være selvstændig, end at være ansat, siger ejendomsmægler Jakob Nissen om, hvorfor han valgte at træde ind i Estate.Hans makker og medindehaver Kristian Monrad Aagaard glæder sig også. Muligheden for selv at påvirke hverdagen og drive forretning på sin egen måde, var ikke til at stå for.
Vi har et godt makkerskab og det vil vi gerne bygge videre på som Estate-mæglere. Og muligheden for selv at præge retningen på mit arbejdsliv og skabe en arbejdsplads fra bunden, glæder jeg mig rigtig meget til, siger ejendomsmægler Kristian Monrad Aagaard.Hvad siger de to nye indehavere så om hinandens kompetencer? De er begge fristet til at lave sjov, men vi afkræver dem et ærligt svar.
Vi supplerer hinanden rigtig godt. Men skal jeg fremhæve en særlig ting ved Kristian, så er det, at han er tidligere politibetjent. Det tror jeg har gjort, at han er vanvittig god til at tale med folk – og ikke mindst lytte til dem, siger Jakob Nissen om sin medindehaver.Nu er det Kristian Aagards tur til at sige noget pænt om sin kompagnon.
Jeg kan ikke komme i tanke om nogen, der er så lokalkendt som Jakob er i Hillerød. Han kender byen ud og ind – og hvis jeg skal sige en ting mere, så er han ordentligheden selv. Man kan regne med ham. Både som kollega og som kunde, siger Kristian Monrad Aagaard.
Estate vil fylde mere i Hillerød
Thomas Vilstrup Jacobsen er kædechef for mæglerkæden Estate. Han er glad for, at han fik de to lokalkendte mæglere med ombord på den rejse, som kæden skal ud på i de kommende år.Vi er i fuld gang med at skabe et stærkere Estate, og derfor er jeg også glad for at byde Jakob og Kristian velkommen. Vi kunne ikke ønske os et bedre team bag Estate Hillerød, end det vi får med de to i spidsen. De har et unikt lokalkendskab og går forrest med ordentlighed, grundighed og godt mæglerarbejde, siger Thomas Vilstrup Jacobsen, der samtidig gerne vil sige tak til de hidtidige indehavere. Tina Ellegaard og Lars Kynne Frandsen har ydet en kæmpe indsats i Estate Hillerød. Nu får de lidt mere fritid og kan nyde livet uden at skulle være ledere og indehavere. Det fortjener de, og de skal have stor tak for deres arbejde for Estate, siger han.
