02. september 2026

|

Pressemeddelelse

Fortsat udfordringer med erhvervsvenligheden i Hillerød Kommune

Hillerød Kommune går to pladser frem i DI's årlige undersøgelse Lokal Erhvervsvenlighed og opnår en 79. plads i årets undersøgelse.

Fortsat udfordringer med erhvervsvenligheden i Hillerød Kommune
Af: DI Hovedstaden | Foto: DI Hovedstaden

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Trods fremgangen ligger Hillerød fortsat i den tunge ende af erhvervsvenlighedsmålingen.  

Virksomhederne i Hillerød peger særligt på, at kommunen skal prioritere bedre transport og infrastruktur, og erklærer sig meget utilfredse med de nuværende trafikale forhold. I DI’s erhvervsvenlighedsmåling er Hillerød placeret som nr. 91 og allersidst, når det gælder kommunens indsats for at sikre god mobilitet. 

“De nuværende trafikale udfordringer i Hillerød er en daglig gene for mange virksomheder og deres medarbejdere og udgør en trafikal flaskehals. De trafikale udfordringer skal løses, om end der ikke er nogen snuptagsløsning på kort sigt. Vi er i dialog med den nye borgmester om disse forhold, og jeg glæder mig over, at borgmesteren i den grad vil erhvervslivet og forstår, at en stærk erhvervsvenlighed og veldrevne virksomheder kommer hele kommunen til gode”, siger Peter Lanng Nielsen, bestyrelsesleder i DI Hovedstaden. 

Virksomhederne i Hillerød har brug for flere medarbejdere, herunder faglærte som fx smede, industriteknikere og elektrikere. Alligevel er der sket et fald fra 16,3 pct. I 2025 til 12,5 pct. i år i andelen af unge i Hillerød, der søger en erhvervsuddannelse.  

“Det er ærgerligt, at der er sket et så markant fald i andelen af unge, der vil gå den faglærte vej i Hillerød. Der er brug for de unge i virksomhederne, og derfor er der behov for et styrket skole-virksomhedssamarbejde, så flere unge forhåbentligt får øjnene op for jobmulighederne som faglært”, siger Peter Lanng Nielsen, bestyrelsesleder i DI Hovedstaden. 

Flere virksomheder flytter til Hillerød og udvider i disse år, og derfor er der blevet flere private arbejdspladser i Hillerød. 

“Vi oplever en borgmester, der gerne vil erhvervslivet, og som forstår betydningen af flere private arbejdspladser i Hillerød. Derfor er jeg fortrøstningsfuld for, at der bliver taget hånd om de sten i skoen, der er for erhvervslivet i Hillerød”, siger Peter Lanng Nielsen, bestyrelsesleder i DI Hovedstaden. 

 

Fakta om Lokal Erhvervsvenlighed 2026​

Lokal Erhvervsvenlighed er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvilkår. Det er 17. år i træk, at DI laver undersøgelsen.   

I 2026 har 7.789 virksomheder – både DI’s medlemsvirksomheder, og ikke-medlemmer - besvaret et spørgeskema. Det er virksomheder inden for DI’s brancher som andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, der har deltaget i undersøgelsen.   

91 ud af landets 98 kommuner er med i undersøgelsen. De syv kommuner Dragør, Fanø, Langeland, Læsø, Samsø, Vallensbæk og Ærø er ikke med, da det ikke er muligt at indhente nok svar til at sikre statistisk repræsentativitet.   

Nøgleord
Erhverv
Event Information